Protected: En mulig funktionel kræftkur?

This content is password protected. To view it please enter your password below:

Password:

Markedsgørelsen af det offentlige – New Public Management

New Public Management er en samlet betegnelse for en neoliberal reformpraksis der har fundet sted i den offentlige sektor i den vestlige verden siden start 80’erne (Lundquist 2007: 163-164) (Harvey 2005: 22-26). Denne tendens fik vind i sejlene allerede efter oliekriserne i 70’erne stærk influeret af Milton Friedmanns markedsfundamentalistiske monetarisme som Reagan og Thatcher administrationerne i 80’erne tog til sig med kyshånd i skyggen af skrantende nationaløkonomier med høj inflation. Dette var stærkt medvirkende til på verdensplan at skabe et nyt politisk-ideologisk hegemoni under betegnelsen neoliberalisme, som overvejende var og er baseret på et økonomisk paradigme med markedet som et naturligt omdrejningspunkt. Grundstenen i dette var stram økonomisk styring for bl.a. at undgå inflation og at verdenshandelen skulle liberaliseres og gøres fri fra tung statslig regulering og bureaukrati. Dette indbefattede nødvendigvis, at staters indflydelse skulle minimeres på en lang række områder herunder velfærd, så markedet kunne få frit spil. Dette var i sagens natur et begyndende opgør med den socialdemokratiske velfærdsstat (Harvey 2005: 22-26). Nu skulle det ikke længere hedde velfærdsstat, men konkurrencestat i en globaliseret verden (Knudsen 2007: 57). Følgende citat af Tim Knudsen om Friedmann er sigende om udviklingen:

”Friedmanns synspunkter virkede ekstreme. Grundlæggende mente han, at politikere skulle beholde hænderne i lommerne, politiske beslutninger var altid af det onde. Friedmann ville overlade mest muligt til markedsmekanismen. Han inspirerede til, at man omdefinerede borgere til brugere.” (Knudsen 2007: 55).

Disse tendenser fik også indflydelse på de offentlige sektorer i især den vestlige verden op gennem 90’erne, som nu skulle befries fra det gamle politisk-bureaukratiske åg og sættes fri ved hjælp af nye økonomisk inspirerede reformer. Nu hed det ikke offentlig administration længere, men derimod New Public Management, som i Danmark bl.a. havde fokus på:

• decentralisering af ledelsesansvar
• incitamentstrukturer
• nyttemaksimering
• målstyring
• brug af IT
• resultatfokus
• opsplitning af den offentlige sektor i mindre resultatenheder
• udlicitering
• privatisering
• kontraktstyring

Der skete med andre ord en markedsgørelse af den offentlige sektor (Greve 2002: 2)

Ordene new og management er i sig selv ret sigende: Nyt signalerer det nye, det friske, den nye trend og selve ordet management stammer netop fra den økonomiske terminologi og betyder styring. Ideen er simpel. Lad den offentlige sektor fungere som den private sektor. Bryd det offentlige monopol ved at splitte sektoren op i mindre enheder  og lad dem så konkurrere indbyrdes. Driv dem som var de private servicevirksomheder gennem kontraktlige aftaler og opnå gennem nyttemaksimering på enheds/individ niveau effektivitet og omstillingsparathed. Uddeleger ledelsesansvar til de mindre enheder (under ministerier og styrelser), men mål resultaterne løbende fra centraladministrationen, som stadig bestemmer de pågældende enheders økonomiske råderum, mål og rammebetingelser. Skab incitamentstrukturer for medarbejderne. Udliciter og privatiser hvor muligt og opnå derved større økonomisk effektivitet (Knudsen 2007: 57-62). Dette var og er de grundlæggende styringsrationaler i New Public Management – at lade den offentlige sektor fungere på markedets præmisser for så vidt muligt – helt i overensstemmelse med Friedmanns ønsker. Således er man ikke længere borgere i forhold til offentlige administrationer, men brugere i forhold til offentlige servicevirksomheder.

Eksempel: Ulemper ved NPM på uddannelsesområdet

Ideerne har været mange inden for NPM, men det helt centrale har overvejende været inspirationen fra et økonomisk paradigme og den private sektor. Spørgsmålet er om økonomisk management overhovedet egner sig til en offentlig sfære? Ifølge Lundquist er der bestemte værdier som knytter sig til det offentlige, som det private ganske simpelt ikke er i besiddelse af. Ud over rationalitet, omkostningseffektivitet og produktivitet som i det private, er det offentlige også båret af demokratiske værdier så som folkestyre, borgerrettigheder og offentlig etik (Lundquist 2007: 168). Der synes altså at være flere hensyn at tage i det offentlige end blot økonomisk effektivitet. Læser man formand for Gymnasieskolernes Lærerforening Gorm Leschlys kronik ”Markedsstyrede gymnasier, nej tak” i Berlingske Tidende d. 5.1.05 får man hurtigt det indtryk at NPM ikke er specielt velkommen i det almene gymnasium og hf. Gorm Leschly støtter sig til allerede afprøvede erfaringer med selveje i erhvervsskolerne siden 1990, hvor han bl.a. ikke mener NPM har noget uddannelsespolitisk, pædagogisk eller demokratisk formål. Dette siger han fordi:

• NPM medfører fokus på indtjening og overlevelse frem for kvalitet
• NPM medfører store variationer i undervisningstilbud blandt skoler
• NPM medfører høje klassekoefficienter for nogle skoler
• NPM medfører lærerfri undervisning for nogle skoler
• NPM medfører at penge kan bruges til andet end undervisning, hvilket kan være problematisk
• NPM medfører incitament til kortsigtet tilpasning af kapacitet til den aktuelle efterspørgsel som betyder løbende afskedigelser og ansættelser med dårlig udvikling af undervisning til følge
• NPM foringer landsdækkende undervisningskvalitet
• NPM modvirker rimelig geografisk spredning af uddannelsestilbud med national standard

Således er der, baseret på erfaringer i erhvervsskolerne, en del ulemper forbundet med NPM i uddannelsessektoren, hvis man ønsker lighed i uddannelsesudbudet og en ordentlig kvalitetsstandard på landsplan. Der kan derfor næppe herske nogen tvivl om, at NPM med dets snævre økonomiske effektivitetsfokus og fragmentering af gymnasieskolen og erhvervsskolerne ikke er en fordel og da slet ikke på den lange bane, hvad angår udviklingen af undervisning og pædagogik. Ikke engang økonomisk effektivitet synes at være noget der er sikkerhed for hvad angår NPM andet end at forskere har fundet, at det har forandret den offentlige sektor (Greve 2002: 7)(Lundquist 2007: 179) og ej heller er den offentlige sektor generelt blevet betydeligt mindre efter implementeringen af NPM i også Danmark. Siden 1973-2003 øgedes antallet af offentligt ansatte med 300.000 (Knudsen 2007: 62). Deciderede fordele ved NPM synes derfor ikke umiddelbart at være synlige andet end, at det opfylder et ideologisk ønske i overensstemmelse med neoliberalismen.

Fremadrettet

Danmark er blevet til et service- og videnssamfund, som vi skal overleve på også i fremtiden. Når vi samtidigt ønsker at 95% af alle unge skal have en ungdomsuddannelse og at vores uddannelsessystem skal være i verdensklasse, kan det ikke nytte noget at uddannelsessektoren skal markedsgøres og underlægges så stram økonomisk styring, at det skaber et stærkt ulige uddannelsesudbud på landsplan med stigende klassekoefficienter og lærerfri undervisning på nogen skoler. Her må den markedsbaserede økonomiske styring vige så det igen bliver det politiske system som overvejende styrer uddannelsessektoren og sørger for en høj standard i hele landet. Alternativet kunne måske, som Carsten Greve er inde på, være en mere holistisk og værdibaseret styring samt en etisk stillingtagen eventuelt som en overbygning til NPMs stramme effektivitetstænkning. Ydermere foreslås et netværkssamarbejde der åbner op for en bredere dialog mellem flere aktører end kun de administratorer der har en nøglerolle under NPM (Greve 2002: 7-8).

Greve, Carsten (2002). New Public Management. Frederiksberg: Nordic Cultural Institute. Lokaliseret d. 11. juni 2009 på: http://www.nordiskkulturinstitut.dk/arbejdspapirer/new_public_management.pdf

Harvey, David (2005). A Brief History of Neoliberalism. Oxford: Oxford University Press

Knudsen, Tim (2007). Fra folkestyre til markedsdemokrati: Dansk demokratihistorie efter 1973. Kbh.: Akademisk Forlag.

Leschly, Gorm: ”Markedsstyrede gymnasier, nej tak”. Berlingske Tidende 5. januar 2005.

Lundquist, Lennart (2007). Public administration theory and public administration change. In: Gunnar Gjelstrup & Eva Sørensen (Eds.). Public administration in transition: Theory practice methodology. Copenhagen: DJØF Publishing

Friedrich A. Hayeks neoliberalistiske ekstremisme

Den politiske filosof og økonom Friedrich A. Hayek (1899-1992) får med sin neoliberale filosofi stor indflydelse på Reagan og Thatchers markedsfundamentalistiske politik fra start 80’erne og frem med kernebegreberne individuel frihed, evolution og elitisme i centrum. Men hvad er det for en definition af ”frihed” han mener og hvad med demokratiet og fællesskabet?

Friedrich A. Hayek, ser frihed som udelukkende negativ frihed. Dette bør forstås således, at enhver som må tænke selv og gøre brug af sine evner og ejendom uden begrænsning, er først dér rigtig fri fra andres tvang og indblanding (Hayek 1960: 18). Her ser han ikke mindst staten, som den der blander sig og udfører tvang (Hayek 1960: 96-97). Argumentet er ifølge Hayek, at lader man individerne handle frit i et samfund uden begrænsning af staten, som udelukkende skal tjene som garant for den negative frihed der er konstitutionelt bundet, vil samfundet udvikle sig og skabe velfærd. Hayek er af den opfattelse, at central styring aldrig vil kunne matche summen af individers egne dispositioner, da det er en umulighed fra centralt hold, at kunne bearbejde og analysere så mange informationer, som et komplekst samfund indeholder (Hayek 1960: 27-28). Hayek mener grundlæggende at statens indflydelse skal minimeres, fordi den begrænser individet og at demokrati i form af flertalsbeslutninger ikke er en fyldestgørende styreform. Her mener Hayek, at majoriteten oftest ikke har ret og siger bl.a.: ”The conception that the efforts of all should be directed by the opinion of the majority or that a society is better according as it conforms more to the standards of the majority is in fact a reversal of the principle by which civilization has grown. Its general adoption would probably mean the stagnation, if not the decay, of civilization. Advance consists in the few convincing the many”. (Hayek 1960: 96). Hayek mener demokrati decideret kan være skadeligt for vækst og udvikling og at det er de få, som ved bedre end de fleste. Således tilslutter han sig det stille synspunkt om, at det er eliten og ikke majoriteten, som er bedst egnet til at regere. Derfor synes også Hayek at mene, at love kan være problematiske når de er skabt i et demokrati: ”The view, however, that democracy not merely provides a method of settling differences of opinion on the course of action to be adopted but also a standard for what opinion ought to be has already had far-reaching effects. It has, in particular, seriously confused the question of what is actually valid law and what ought to be the law” (Hayek 1960: 95). Han mener, at lovgivning bør være en del af et spontant og frit fælleskab, som bygger på traditioner og evolution, frem for et demokrati, som i hans øjne kan være undertrykkende, monopolistisk og ekskluderende (Hayek 1960: 96-97). Hermed lever Hayek op til Kants forestilling om, at love skal adlydes, men at det står enhver frit for offentligt at kritisere loven, regeringen og staten, hvis man er utilfreds med tingenes tilstand. Som alternativ til den, ifølge Hayek, omnipotente stats love og regler, ser han markedet som en løsning (Malnes & Midgaard 1998: 339). For ham er markedet frivillig menneskelig interaktion, hvor der udnyttes resurser og indgås kontrakter, handles og spildes, skabes vækst og dynamik og hvor de bedste og klogeste vinder (Hayek 1960: 27). Markedssamfundet er Hayeks utopi, som gennem spontanitet og evolution styrer sig selv med minimalstaten, som garant for den negative frihedsret.

Hermed kan vi slutte at Hayek mener at den bedste regering er den som regerer mindst og at demokrati ikke er den bedste styreform. Hayek mener at den kan være tvivlsom, såfremt den er skabt på et demokratisk grundlag. Han opfordrer på ingen måde til at bryde loven, men tillader sig at kritisere demokratisk baseret lovgivning offentligt, som Kant mener enhver bør have frihed til. I stedet for demokrati ønsker Hayek at det i stedet bør være en lille elite som burde sidde i en regering for en minimalstat. Hertil mener Hayek også, at det, i modsætning til lovgivning, er markedets økonomiske orden, som skal være det bærende og dominerende element i samfundet.

Men ville et markedssamfund være bedre? Skulle det være en lille elite der skulle bestemme udformningen af lovene frem for majoriteten i et samfund. Hayeks påstand går på, at majoriteten sjældent træffer de kloge beslutninger og at det i stedet bør være de klogeste og bedste der træffer dem. Dette på markedets præmisser. Her kunne man så stille spørgsmålet: Skal vi så have en hierarkisk opbygget professionel privat stat med en professionel bestyrelse og administrerende direktør der udelukkende driver det offentlige rum efter New Public Management modellen? Hvem skal afgøre, hvem der skal sidde i bestyrelsen og direktionen? Statsaktionærer? Og hvor går grænsen for hvad der skal være privat og hvad der skal være offentligt? Mange spørgsmål trænger sig på i forhold til Hayeks kritik af demokratiet og han giver på intet tidspunkt klare anvisninger for hvordan samfundet skal styres andet end fingerpeg mod en spontan og evolutionær økonomisk orden med en regering som overvejende skal sikre den negative frihed og ejendomsretten. I overensstemmelse med markedets logik ville dette føre til et klassesamfund, hvor de rige ville blive rigere og magtfuldere og de fattige fattigere og en tjenende hob.

I følge professor i statsvetenskab Lennart Lundquist fra Lunds Universitet i Sverige, er der bestemte værdier som knytter sig til det offentlige, som det private ganske simpelt ikke er i besiddelse af. Ud over rationalitet, omkostningseffektivitet og produktivitet som i det private, er det offentlige (I den vestlige verden) også båret af demokratiske værdier så som folkestyre, borgerrettigheder og offentlig etik (Lundquist 2007: 168). Der synes altså at være flere hensyn at tage i det offentlige end blot økonomisk effektivitet og negativ frihed. Lundquist mener altså at denne type praksis har et demokratisk problem, da dens indbyggede økonomiske fokus svækker det politiske system. Her argumenterer han ud fra tre idealtyper i et liberalt-demokratisk politisk system med en kapitalistisk økonomi og et civilt samfund bestående af familier, frivillige og organisationer. Disse 3 består af en politisk, økonomisk og social styrings sfære. Set fra et pluralistisk demokratisk synspunkt er det hensigtsmæssig at disse tre sfærer er nogenlunde lige store og holder hinanden i skak. Hvad der derimod giver anledning til bekymring er, hvis én sfære begynder at dominere de andre. Som eksempler kan nævnes Sovjetunionen, hvis politiske sfære invaderede de to andre sfærer og medførte et topstyret diktatur; visse arabiske landes sociale sfære som er blevet dominerende af religion for derved også at skabe et topstyret diktatur og for vestens vedkommende er det den økonomisk sfære der nu dominerer den politiske og den sociale sfære (Lundquist 2007: 166). Netop denne økonomiske orden og dominans også kaldet neoliberalisme, som Hayek er stor fortaler for, har haft vind i sejlene i nu 30 år siden oliekriserne i 1970’erne og har medført større ulighed og social stratifikation (Harvey 2005: 22-26). Så i den henseende har Hayek allerede opnået mere markedssamfund på verdensplan end han måske selv turde drømme om? Set i lyset af den seneste finanskrise som vi i øjeblikket befinder os i, synes neoliberalismen dog at være trængt som ideologi, hvor politikere nu igen i stigende grad bl.a. regulerer markedsøkonomien for at undgå en tilsvarende krise i fremtiden. Således ser man den økonomiske dominans på tilbagetog og den politiske sfære på vej frem igen, måske imod en bedre ligevægt mellem de ovennævnte 3 styrings sfærer. Det vil tiden vise…

Harvey, David (2005). A Brief History of Neoliberalism. Oxford: Oxford University Press

Hayek, Friedrich A. (1960): The Constitution of Liberty. England: Routlegde

Kant, Immanuel (1785): Grundlæggelse af sædernes metafysik. København: Hans Reizels Forlag.

Lundquist, Lennart (2007). Public administration theory and public administration change. i: Gunnar Gjelstrup & Eva Sørensen (Eds.). Public administration in transition: Theory practice methodology. Copenhagen: DJØF Publishing

Malnes, Raino & Midgaard, Knut (1998): Politisk tenkning fra antikken til vår tid. Oslo: Universitetsforlaget.

Hvorfor egentlig reducere CO2 og forbrug af fossile brændstoffer?

Da der unægteligt er visse støjelementer derude i klimadebatten, som det kan ses i det foregående indlæg her på bloggen, er det nærliggende at vise nedenstående figur tegnet af  Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC) også kaldet FNs Klimapanel, så vi kan se hvad det hele egentlig handler om. Men før vi går videre er det vigtigt at se på hvordan IPCC fungerer. IPCC blev grundlagt i 1988 som organisation og vælger sine eksperter på følgende måde:

“Authors, contributors, reviewers and other experts are selected by the Bureau of the Working Group from a list of nominations received from governments and participating organizations. They can also be identified directly by the Bureau because of their special expertise reflected in their publications and works. The composition of lead author teams shall reflect a range of views, expertise and geographical representation. All contributors work on a voluntary basis.” (kilde)

Altså er det i sidste ende regeringer og deltagerorganisationer som nominerer de videnskabsfolk, som kan vælges til at sidde i FNs klimapanel. Arbejdet i IPCC er non-profit støttet af WMO (World Meteorological Organization) , UNEP (United Nations Environment Programme) og UNFCCC og foregår på frivillig basis. Deres seneste vurdering AR4 fra 2007 (tidligere 1990, 1996 og 2001) tæller flere tusinde videnskabsfolk:

AR4 is the most comprehensive synthesis of climate change science to date. Experts from more than 130 countries contributed to this assessment, which represents six years of work. More than 450 lead authors have received input from more than 800 contributing authors, and an additional 2,500 experts reviewed the draft documents. (Kilde)

FAKTA

Som det ganske simpelt fremgår af nedenstående figur er den gennemsnitlige globale overflade temperatur steget betydeligt de sidste mange år, snedækket er begyndt at smelte på den nordlige halvkugle og som konsekvens heraf stiger den gennemsnitlige globale vandstand. Som årsag til dette siger IPCC følgende:

“Global atmospheric concentrations of carbon dioxide, methane and nitrous oxide have increased markedly as a result of human activities since 1750 and now far exceed pre-industrial values determined from ice cores spanning many thousands of years….The global increases in carbon dioxide concentration are due primarily to fossil fuel use and land use change, while those of methane and nitrous oxide are primarily due to agriculture.” (IPCC 2007)

CO2 indholdet i atmosfæren er steget betydeligt grundet menneskelig aktivitet siden 1750 overvejende grundet afbrænding af fossile brændsler samt landbrug.

Ovenstående grafer er baseret på målinger foretaget af bl.a.:

• Surface temperature anomalies (GISTEMP (see also Clear Climate Code), HadCRU, NOAA NCDC, JMA)
• Satellite temperatures (MSU) (UAH, RSS)
• Sea surface temperatures (Reynolds et al, OI)
• Stratospheric temperature
• Sea ice (Cryosphere Today, NSIDC, JAXA, Bremen, Arctic-Roos, DMI)
• Radiosondes (RAOBCORE, HadAT, U. Wyoming, RATPAC, IUK, Sterin (CDIAC), Angell (CDIAC) )
• Cloud and radiation products (ISCCP, CERES-ERBE)
• Sea level (U. Colorado)
• Aerosols (AEROCOM, GACP)
• Greenhouse Gases (AGGI at NOAA, CO2 Mauna Loa, World Data Center for Greenhouse Gases)
• AHVRR data as used in Steig et al (2009)
• Snow Cover (Rutgers)
• GLIMS glacier database
• Ocean Heat Content (NODC)
• GCOS Essential Climate Variables Index

Som det fremgår er der mange forskellige bidragsydere (heriblandt DMI) til analysen af disse målinger, som kommer til udtryk i ovenstående figur uafhængigt af IPCC. Der kan derfor ikke herske nogen tvivl om validiteten af IPCCs rapporter, da de netop bygger på mange forskellige data fra vandet, isen, jorden, luften og satellitter. Som yderligere evidens for troværdighed kan der  i den forbindelse nævnes at IPCC vandt Nobels fredspris sammen med Al Gore i 2007 for deres seriøse arbejde med at oplyse om klima forandringer.

Så selvom nogle, herunder bl.a. olielobbyen, måtte mene noget andet er det ubestridelig fakta, at vi siden industrialiseringens spæde start i stigende grad har forårsaget, at temperaturen stiger globalt, klodens ismasser smelter og verdenshavene stiger med radikale klimaforandringer til følge. Det er derfor tvingende nødvendigt, at vi på globalt plan bl.a. reducerer vores forbrug af fossile brændstoffer betydeligt i nær fremtid, hvad man kan håbe klimatopmødet i København kan være begyndelsen til.

Læs IPCCs rapporter her

Af 928 forskningsbedømte artikler fra 1993-2003 om klimaforandringer uden for IPCCs regi, var der ikke én som gik imod konsensus om, at at klimaforandringerne vi ser nu er menneskeskabte. læs mere…

For mere seriøs og pålidelig videnskabelig information om menneskeskabte klimaforandringer, gå ind på www.realclimate.org

Månedens citat:

“There is a large noise machine that receives a lot of financing from carbon polluters, a lot of support from ideological opponents of government doing anything at all” Al Gore. Kilde

Bjørn Lomborg, Thor Pedersen og Martin Ågerup er ikke overraskende blandt støjsenderne…

Musik til Femern bro film

Efter nu i et stykke tid at have kritiseret uhæmmet kapitalisme/neoliberalisme og forsvaret vores kære velfærdssamfund her på siden, er det på tide at gå lidt tilbage til at beskrive egne projekter igen, som jo egentligt var hovedintentionen med denne blog.

Sig tiden nærmer hvor jeg er ved at være færdig med at skrive musik til en kommende film om Femern bro projektet. Opgaven har været at skabe forskellige temaer og variationer heraf, som kan følge en fortælling om både naturkræfterne, det oprindelige, det hårde arbejde med at bygge en så stor bro og de menneskelige aspekter forbundet med udviklingen af et så omfattende projekt. Instruktøren er tilfreds med resultatet og nu er det ved at være tid til at lave en endelig master med alle stykkerne. Samples heraf vil snart være at finde på min portefølje side “Asp Film Music” som findes i links sektionen til højre…

Markedsfundamentalismens ugerninger

Markedsfundamentalismen har sin rod i økonomen og frimarkedsfundamentalisten Milton Friedmans berømte Chicagoskole også kendt som neoliberalisme, hvis politiske orientering primært repræsenterer virksomhedsejeren. Hvor ordet “frihed” benyttes i udbredt grad når neoliberalismen skal præsenteres af dens fortalere får man den opfattelse, at det er tale om en fredelig ideologi. Intet kunne være længere fra sandheden når markedfundamentalismen er blevet parret med real interventionistisk politik. Dette kan mange mennesker nikke gendkendende til gennem de sidste 40 år rundt i verden. Især lande som Chile, Argentina, Bolivia, Brasillien, Polen, Rusland, Thailand, Indonesien og fornyligt Irak har været udsat for det David Harvey kalder for “the neoliberal turn”, som i sin enkelthed går ud på at rulle velfærdsprogrammer tilbage, fjerne prisregulering, fjerne minimumsløn og sælge offentligt ejede virksomheder til multinationale selskaber til spotpris. Ideen er simpel: Reducer staten til kun at beskytte ejendomsretten og begræns demokratiet så meget så muligt, så folk som flest har mindst at skulle have sagt. Således kan dem med rigeligt kapital styrke deres position, mens majoriteten i befolkningerne må indrette sig efter disse økonomiske strukturer. Helt i tråd med det “frie” markeds uligheds mekanisme. Det hele fik en brutal begyndelse i start 70’erne:

“How was the neoliberalization accomplished, and by whom? The answer in countries such as Chile and Argentina in the 1970s was as simple as was swift, brutal, and sure: a millitary coup backed by the traditional upper class (as well as by the US government), followed by the fierce repression of all solidarities created within the labour and urban social movements which had so threatened their power” (Harvey; 39)

Minder dette os om noget? Ja, der er netop tale om en slet skjult rekonstituering af klassesamfundet ganske enkelt og det er også hvad man har set i de førnævnte lande gennem de sidste 40 år. En øget ulighed hvor eliten får mere og resten får mindre af samfundenes knappe resurser.

Milton Friedman og hans diciple og tilhængere af Chicagoskolen som bl.a. tæller Ronald Reagan, Donald Rumsfelt, Margaret Thatcher, Dick Cheney og selvfølgelig Bush familien, med andre ord: Amerikanske republikanske politikere, har pænt forstået at sætte deres præg gennem intervention rundt i verden og har været stærk medvirkende til det såkaldte neoliberal turn. Værst gik det for sig i Chile og Argentina hvor der blev ydet støtte til millitær regimer i det “frie” markeds navn. Friedman var intet mindre end diktatoren Augusto Pinochets personlige økonomiske rådgiver og støttede dermed åbentlyst millitær kuppet mod den demokratisk valgte Salvatore Allende helhjertet.

Så når du hører en neoliberalist tale om personlig frihed for alle så tag det med et gran salt for der er nærmere tale om personligt frit spil for eliten.

Kilder:

Politiken: “Mit politiske testamente (II)”

Information: “30 år med en klap for øjet” og “Mester Keynes genkomst”

Harvey, David: A brief history of neoliberalism. Oxford 2005

Klein, Naomi: Shock Doktrinen. Klim 2007

Klein er blevet kritiseret af liberalisten Johan Norberg ansat ved Cato Institute. Læs

Naomi Klein har sidenhen afvist denne kritik her

RIP Jacko

Det er vist først ved at gå op for mig nu at Michael Jackson er død. Efter at have set mindehøjtidligheden på TV her til aften måtte jeg knibe en tåre efter at blive mindet om alle de fantastiske sange han har skrevet. Specielt repetoiret fra firserne minder mig om en barndom hvor man som barn sagtens kunne forholde sig til de naive budskaber om en bedre verden som Jacko forstod at formidle i de bedste rammer man kan forestille sig. Han om nogen troede på en bedre verden for alle på trods af et 20. Århundrede med det ene folkemord efter det andet. Ære være hans minde.

Problemet med den rendyrkede neoliberalisme

Man kan undres at selv nu under finanskrisen mener nogle neoliberalister stadig at deres markedfundamentalistiske ideologi holder vand. Det er som om de tror at de stadig lever i en perfekt verden med et perfekt marked. Nobelpristagere og økonomer George Akerlof, Michael Spence, and Joseph E. Stiglitz har dog påvist, at dette er nærmere undtagelsen end reglen. Problemstillingen beskrives samlet under navnet information asymmetry og betyder at markeder oftest ikke er perfekte, da den ene part i en handel har mere adgang til informationer end den anden. Dette kræver derfor en overordnet politisk regulering.

Reagan, Thatcher og ideologen Milton Friedmans kurs for deregulering af finansmarkederne har ført os ind i den største økonomiske krise siden børskrakket i 1929 og de fleste politikere såvel som økonomer taler for større global regulering af finansmarkederne for at gå imod den fordækthed og grådighed der er blevet mere og mere fremherskende de sidste 10 år. Istedet for at finde på alle mulige undskyldninger for, at det er statsregulering der har skylden, burde neoliberalisterne spørge sig selv om de ikke burde moderere deres økonomiske teori. Efter nu at have debatteret med visse markedfundamentalister på information.dk har jeg kunne udlede, hvordan de forestiller sig deres ideal samfund skal være

• Samfundet skal udelukkende styres af markedets selvregulerende “usynlige hånd” uden nogen demokratisk ledelse, da flertallets repræsentanter pr. definition er korrupte. Dog må der godt være menneskelig ledelse i virksomheder fordi de kan aldrig blive korrupte.(?)
• Egoisme er godt, grådighed er ok og får hjulene til at køre rundt i samfundet
• Der skal ikke være nogen stat eller folkestyre som styrer samfundet. Kun mennesker med kapital skal bestemme. Dette betyder i realiten at: Jo flere penge man har des mere magt (man mindes client/patron systemet fra romerriget og det nuværende Afrika). Historien har vist at over tid vil dette altid udvikle sig til, at oligarker ejer det meste i samfundet og resten (pøblen, masserne, the mob) skal uanset hvad respektere den “absolutte” ejendomsret.
• ejendomsretten skal håndhæves af private aktører og betaling skal indrives med tvang.
• jo mere ulighed des bedre. Måtte der komme protester fra den, over tid, fattige majoritet, så skal den “absolutte ejendomsret” beskyttes af betalte private domstole og politi.
• dem der ikke kan få arbejde de kan…rende og hoppe, da det jo ikke er en menneskeret at have et arbejde.
• militær, politi og domstole skal privatiseres og drives kun med profit for øje
• Velfærdsydelser skal drives kun med profit for øje og dem som ikke har råd de kan…rende og hoppe eller dø.
• dem som så ikke kan klare sig selv skal subsideres af dem “der har lyst”

Jeg ved ikke om liberalisterne bare er naive, decideret uvidende set i forhold til historien eller dumstædige, men ser man over til USA, hvor uligheden er betydeligt større end i Skandinavien vil man hurtigt forstå, at det rendyrkede neoliberalistiske projekt, forhåbentligt aldrig vil blive realiseret i det danske samfund, for det ville i realiteten betyde afviklingen af velfærdssamfundet. Problemet er jo grundlæggende, at legitimerer man egoismen og grådigheden, vil man få et samfund hvor magten ligger hos de velhavende, præcist som det var i romerriget og feudalsamfundet. I den henseende tilhører den liberalistiske ideologi fortiden som ideal model. Markedet fungerer udemærket inden for fatssatte rammer af et fællesskab og derfor er det nødvendigt med demokratisk regulering så markeder ikke løber løbsk og derpå fordeler samfundet goder på en meget ulige måde.

Deltag evt. i debatten på information.dk her

Stort tillykke til USA og resten af verden i øvrigt!

Obama vandt, heldigvis! Nu kan vi forhåbentlig se frem til et USA der bruger hovedet og ikke maskinpistolen. Væk med det vilde vesten og en historisk stupid Bush, som ikke har kunnet se ud over sin egen republikanske-egoliberale-ultrakapitalistiske næse og væk med en ældgammel McCain, som ikke kunne finde ét ben at stå på i denne valgkamp. Havde han fået et hjertestop ville hans katastrofale valg af en fundamentalistisk Sara Palin som vicepræsidentkandidat være blevet præsident. Gys. Så er det lige før man hellere ville have Bush, skulle man vælge. Men heldivis ikke. Aldrig har de åndsformørkede republikaner stået svagere og aldrig har et ameriskansk præsidentvalg været vigtigere i en til stadighed mere polariseret verden med skrantende økonomi og store klimaudfordringer. Forhåbentlig kan en samlende og human Obama gøre en forskel.

Hummie Mann Film Scoring 3&4 afsluttet

Hummie kurset er færdigt efter en lærerig og hård måned i filmusikkens tegn, hvor jeg komponerede og orkestrerede 2 stykker musik til kortfilmen Hylde 67 fra Filmskolen af Søren Balle m. Jens Andersen, Jesper Riefensthal, Lars Knutzon, Lasse Lunderskov og Sten Stig Lommer som skuespillere. Musik blev indspillet i DR studie 2 af intet mindre end DR Underholdningsorkester.

Desværre må filmen ledsaget af de cues jeg har komponeret ikke vises offentligt her på siden, da rettighederne ejes af Filmskolen.

Temaerne på plads, næste skridt komposition og orkestrering

Så er vi igang og temaerne er valgt på dette års Hummie Mann filmmusik kursus. Den kommende uge skal vi vride hjernen og begynde at komponere og orkestrere vores tildelte cues til filmskole filmene Hylde 67 og Hævnen med udgangspunkt i nogle få temaer som skal gå igen som en rød tråd gennem filmene. For mit eget vedkommende skal jeg komponere to cues: Et kort stykke musik på ca. 40 sek. til en scene med hovedpersonen og et længere stykke på ca. halvandet minut, hvor hovedepersonen samt andre skuespillere figurerer og hvor der foregår en dialog. Første skridt er nu at time og strukturere musikken således, at den passer til billederne og ikke kommer til at ligge oveni eksempelvis dialogen. Dernæst er det igang med orkestreringen som skal munde ud i indspilninger med radiounderholdningsorkesteret i start september.

Hummie Mann tilbage i DK

Så er ferien slut og jeg er tilbage på min pind på Dicentia. Det har været dejlige 14 dages barsel samt 3 ugers ferie som bl.a. bød på en tur til Jylland og resten af tiden i vores kære sommerhus i Kulhuse. 6 gange har jeg nu været ude at bade i havet denne sommer. 6 gange mere end sidste år.

Næste uge starter så Hummie Manns Film Scoring 3&4 kursus som primært omhandler orkestrering. Dette kursus kommer til at strække sig over en lille måned, hvor vi afslutter med en indspilning af egen komposition hos DRs Radiounderholdningsorkester.

Korrupte politikere og ministre, nu også i Danmark

Minister på latin betyder “folkets tjener”. På dansk kan det betyde: “Skatteydernes grip”. Der var engang at Danmark kunne bryste sig af at være et af de mindst korrupte lande i verden. Så kom Venstre og Konservative til magten…

Jeg nævner i flæng kriminelle og ulovlige forhold: Pædofili, selvbestaltet bykonge, omgåelse af bopælspligt, misbrug af embedsmænd og misbrug af offentligt embede. Alt sammen begået af henholdsvis Venstres Oppenfeldt, Brixtofte, Thor Pedersen , Karen Jespersen, Lars Løkke, Claus Hjort Frederiksen og de konservatives Bent Bentsen. Nok går Venstre og Konsevative ind for en minimal stat, men at bruge selvsamme stats goder i urimeligt omfang kan de åbentbart ikke få nok af (Bentsen vil jo også gerne se ud af noget og have chauffør som de andre ved det private jagtmilliadærselskab). For et par år siden blev Henriette Kjær tvunget til at gå af som minister, fordi hendes mand havde rod i økonomien! Nu er det ministrene selv som har rod i økonomien. Hvordan kan vi have Lars Løkke som finansminister med alt det bilagsrod. Hvor meget mere magtmisbrug skal vi høre om før de nuværende ministre tager konsekvensen som Henriette Kjær og går af? Der er tid til forandring til det bedre.

Rage Against the Machine: The Battle of Berlin

Koncerten med Rage Against the Machine d. 10. juni på Citadelle fæstningen i udkanten af Berlin var en sand manifestation fra et band som har været med til at skabe en hybrid mellem rock og hip hop siden deres begyndelse i 1991. Alle klassikerne var med: Bombtrack, Wake up, Bullet in the head, Freedom, B-stykket af Township Rebellion og selvfølgelig Killing in the name fra det første album (1992). Herudover bl.a. Bulls on parade og People of the Sun fra Evil Empire albummet (1996) og Testify, Guerilla Radio, Calm like a bomb, Sleep now in the fire og Maria fra Battle of LA albummet (1999). At ideologien stadig spiller en rolle kunne tydeligt læses på scenetæppets store røde stjerne fuldt op af Zach de la Rocha, der i midten af Wake up nummeret messede nedsættende strofer om USAs præsident Bush, som tilfældigvis også var på besøg i Berlin. Bandet udstrålede masser af rå energi og undertegnede synes bestemt ikke der manglede noget i forhold til sidst jeg så dem på Roskilde i 1996. RATM er stadig i live og stadig mere vild end det vildeste metal band når de store riffs og grooves får 10.000 mennesker til at hoppe i takt. Her var et band som forlængst har skrevet rockhistorie og som leverede præcis den stilart de har været med til at skabe.

Karakter: 9/10

Se slideshow fra koncerten her

Anmeldelse på Diskant.dk