Archive for January 23, 2007

Ære være dit minde Johnny Cash

Posted: January 23, 2007 in Musik

Dagen i dag bød på et impulsivt køb af Johnny Cash’s sidste album “American V: A hundred highways”, og hvor er det dog et fantastisk ærligt og varmt album. Cash synger med en stemme som med hver sin tone og artikulation trænger dybt ind i ens sjæl. Specielt sangen “Love’s been good to me” rammer plet med en melodi som bl.a. svæver ubesværet hen over en forminsket akkord som sjældent er hørt i denne stilart. Dette sammenlagt med producer Rick Rubin’s album noter fører én ind i disse sidste kreative anstrengelser fra en mand med en gloværdig karriere og en stemme med samme kaliber som Sinatra. Musikken bag stemmen består i sin helhed af akustiske guitarer, klaver, bas, til tider trommer og det hele krydres med smukke tilbageholdte arrangementer af cello, bratch, violin, fløjte og enddog et hammond orgel og en banjo sniger sig ind på albummet. Indspilningerne lyder fabelagtigt og har en nerve og varme man skal lede længe efter. Ære være dit minde Johnny Cash.