Archive for November 14, 2006

Den forgangne tid siden sidst har budt på det sædvanlige arbejde inde på Dicentia inklusiv indspilning af voiceover, signalbehandling og lydredigering af de kommende Tom K Le Mans DVD’ere (vidste du at han har vundet Le Mans 7 gange!). Hårdt arbejde og ikke mindst stressende, fordi Isak samtidigt har været syg et par dage, hvor AB og jeg har måttet skiftes til at blive hjemme fra arbejde for at passe ham.

Derudover har jeg lavet yderligere to lydjobs inde på Huset. Det første med Acoustic Sense i Jazzcafeen, som er en ekvilibristisk konstellation af musikere inklusive guitaristen John Sund og den noget nær verdens hurtigste “tapping” harmonikaspiller “Lelo”. Hurtige løb og sekvenser stod på programmet (og det var ikke mindst imponerende at JS kunne gøre det på en 12-strenget guitar), som dog i længden gik hen og blev for trivielt, hvis du spørger mig. Ekvilibrisme er bedst i små doser.

Det andet job bestod af to bands som hed Medicine of Life og Comotio. Det første et nyere band med spilleglæden i behold og en lead guitarist der tydeligvis havde lært sin Slash lektie. Det andet band Comotio gebærdede sig virtuost ovre i funkgenren med et tydeligt strejf af Red Hot Chilli Peppers. Alt i alt en hyggelig aften med de lidt mere traditionelle toner med et par taknemmelige bands der var tilfredse med lyden.